Naturen sundhedsfremmende effekt historisk set
Vores planet har gennem tiden fået tilnavnet ”moderjord”. Dette er et udtryk for hvordan jorden forsyner os med naturlige livsgivende kræfter. Mennesket har altid anvendt naturens positive egenskaber, bl.a. hekse, som kendte til planternes helende evner.
Naturen har altså altid været en del af menneskets omgivelser, dog ikke altid forbundet med sundhed. I historien ses sammenhængen mellem natur og sundhed helt tilbage til det antikke Rom. Byen var dengang igennem en urbanisering, og beboerne klagede over støj- og støvgener. Offentlige parker blev etableret i byen for at imødekomme dette, hvilket stadig etableres i byer verden over.
I 1800-tallet opdagede man, at mennesker levede længere på landet end i byerne. Dette medførte krav om fornyelse af bybilledet. Der blev stillet krav om frisk luft, sollys og grønne områder. I 1980érne begyndte forskerne for alvor at få øjnene op for, hvordan design af udearealer og naturen kan have en indvirkning på sundhed. Ifølge ergoterapeut Lise Nevstrup Andersen er omgivelserne og miljøets væsentlige rolle blevet negligeret som en konsekvens af den moderne udvikling, og behovet for at anvende moderne teknologi i sundhedsvæsnet.
Igennem de seneste ca. 45 år har der været en stigende interesse i forskning omkring sammenhængen mellem miljø og sundhed. Vi har længe haft kendskab til, at naturen har en sundhedsfremmende effekt på vores mentale sundhed. De seneste år er der desuden blevet mere fokus på forskning indenfor de somatiske (fysiske) sygdomme, og hvilken effekt denne målgruppe har af naturen. Dette kan skyldes at vi har fået større viden om hvordan krop og psyke er forbundet. Peter Thybo fremlægger i sin bog ”Det dobbelte kram”, hvordan mental sundhed hænger sammen med fysisk sundhed. Sammenholdt med viden om naturens sundhedsfremmende effekt på psyken, giver det mening at naturen ligeledes har en positiv sundhedsfremmende effekt på fysiske lidelser.